into one another*
3 June - 4 July 2026
Martha Hviid
Rebekka Hilmer Heltoft
I ugerne op til ill-defined and gradually blending into one another lader blandingen af høj sol og pludselig regn haven vokse eksplosivt. Gangen op til hoveddøren bliver for hver dag mindre og samtidig mere støjende. En busk på den ene side sætter blomster og bierne flokkes om deres pollen. Selvom vi mister en hel flises bredde og dermed halvdelen af arealet kan jeg ikke nænne at klippe hækken førend bierne har været der. På den anden side indrammer en klatrerose passagen, så vi lige netop kan komme ud. Hvis jeg også beskærer den, får vi ikke de fine magentafarvede roser, der slænger sig ud på række på de lange grene og giver bierne deres næste måltid. For hvert år er haven forskellig og for hvert år prøver jeg på forhånd at ramme den længde planterne skal have for at vi kan komme til og planterne og insekterne få rum. Lige der i den balance fornemmer jeg Martha Hviid og Rebekka Hilmer Heltofts udstilling oversat til hverdagsliv; at skabe et rum for menneskelig færden med hensyn til omgivelsernes mangfoldige liv og oplevelsen af det rum som et flygtigt bekendtskab. Jeg forankres egentlig aldrig andet end i gentagelsen af det forskellige.
Hvordan mon det? Jo, lad mig tage dig med ind i en vision. Hvis du forestiller dig mening som et tredimensionelt kontinuum, mening som en sfære af sammenhænge, placerer Martha Hviid og Rebekka Hilmer Heltoft sig begge det sted, hvor der lige netop er nok information til at ane en kontekst og for lidt til at lave en egentlig forankring af den. Fortællingen udebliver. Værket både er og ikke er.
Hviid viser lyttesituationer i collageform fra den lokale kontekst på Amager, hvor det nok er muligt at fange en virkelighed og ikke at fæstne den førend næste lyttesituation tager over. Som en guldsmed forestiller jeg mig mikrofonen svæve i høj fart over jorden med kortvarige, optagende ophold i luften. Lydværket varer cirka tyve minutter og består af 49 lydbidder optaget over de seneste 5 år. Kassettebåndets cirkulære form muliggør, at optagelsen vender tilbage til start og begynder forfra. Det er et uendeligt loop af sansninger af hverdagsliv og mest fra det offentlige rum. Det uendelige fortsætter i Hviids væghængte værk, hvor inspiration fra filmen Cosmic Voyage, en uddannende film om jorden og universets liv fra 1996, hamres ind i en væghængt aluminiumsplade. Figurer halvt indeholdt af en bølgelignende form, en frø og et menneske for eksempel, træder frem større end de planeter, der cirkulerer ved siden dem. Der zoomes ind og ud og mine øjne følger denne bevægelse henover værket som henover en frise. Hviids værker fortæller mig, at mening ikke er intentionen og alligevel opfanger jeg sammenhænge: Lydværket er sammensat af lydbidder, som Hviid har optaget og sendt til en ven over de seneste 5 år. Lydværket er dermed også en udveksling mellem to sansende kroppe. ”Hør det her!” synes de at sige.
Det væghængte værk tager ligeledes beskueren fra figur til figur uden at de afslører en større historie. ”Se her!” synes det at sige. Det at være en sansende krop i oplevelsen af miljøer igangsætter værkernes produktion og som beskuer møder vi lige præcis det: at sanse lyd og billede i sammenhæng.
Hilmer Heltoft, derimod, bringer det at skabe miljøer ind i sin kunstneriske praksis. Med en baggrund som billedkunstner og gartner er det at skabe og vedligeholde liv centralt. Inspireret af den franske gartner Gilles Clément arbejder Hilmer Heltoft med de energier, der er til stede i et miljø for at realisere dets potentiale. Det er derfor en praksis, der i høj grad lytter til omgivelserne for at kunne medskabe dem. I udstillingen kommer det til udtryk som to - med Hilmer Heltofts ord - habitat-skulpturer. I økologien refererer habitat til de faktorer i et område, der gør at bestemte arter kan overleve og reproducere. Et habitat er derfor artsspecifik og den ene habitat-skulptur er en bænk i træ til mennesker, der samtidig kan huse solitærbier i sædet. På sigt er skulpturen tiltænkt at stå udenfor vendt mod syd eller sydøst gennem en længere periode for at tiltrække solitærbierne. I udstillingen kan habitat-skulpturen tages i brug som bænk og den danner således mulig habitatskabelse for både bier og beskuer. Hilmer Heltofts udfordrer dermed menneskets gængse forståelse af, hvad en bænk, et ophold og et samliv er. Hvad sker der, når områder tiltænkt mennesker samtidig indrettes til andre arter? Hvordan sætter vi os i andres sted metaforisk, emotionelt og fysisk?
Hilmer Heltoft skaber rum for at opholde sig og den anden habitat-skulptur, også af aluminium som Hviids væghængte værk, er tiltænkt som vandingsstation til de insekter, der tiltrækkes af planterne udenfor udstillingsrummet. Med en form som et slags dyr, der kigger på sin egen vandfyldte mave, undersøger skulpturen kroppen som habitat for liv. I Hilmer Heltofts tegninger dvæler stregen også ved at skabe rum. Her er det et ansigt, der med en hvid rund form foran ansigtet rækker et tomt rum ud til beskueren. Hvad kan der vokse i dette hvide rum? Hvad kan det hvide rum blive til?
Selvom værkerne på ill-defined and gradually blending into one another gør modstand mod en fuldstændig definering af dem, så træder de alligevel nok frem til at kunne samleve og endda samskabe både oplevelsen og rummet for oplevelsen. Habitat betyder et grosted og med grosted kommer også det at holde af noget nok til at lade det overleve og endda give det betingelserne for overlevelse. Hos Hviid og Hilmer Heltoft træder det frem som lysten til at optage liv, zoome ind eller ud på det og give det optimale, skulpturelle vilkår for overlevelse. I denne insisterende zone af nærvær træder også ønsket om at dele sansninger og være fælles i det. Det er det at give vores sansninger et grosted.
- Sidsel Nelund, juni 2026
*quote from the book Gardening in a Changing World: Plants, People and the Climate Crisis by Darryl Moore
Photos: Mikkel Kaldal