February 2021
Olga Benedicte
Når man taler om readymades fremhæves ofte den pointe, at der ingen forskel er mellem readymaden og tingen i virkelighed. Den eneste forskel er topologisk: Dér hvor tingen er afgør hvad tingen betyder. Readymade teknikken forstås som en handling baseret udelukkende på selektion og transport. Sådan er det vel også i mange tilfælde. Men ved kun at fokusere på det topologiske, overser man noget andet vigtigt, nemlig at readymade-tingene også tit omformes materielt i flytningen fra virkelighed til kunstkontekst. Hvad betyder denne omformning? Jeg tror, det er med til at undergrave readymadens status som kopi og give tingene en ny form for autonomi, en egen virkelighed.
CTs værker er tit baseret på readymade tøj og tekstiler, som er lavet af andre i andre sammenhænge. Det er materialer, som er bløde, føjelige og intime, som er relateret direkte til kroppen (fx i form af ting man kan tage på) eller til hverdagen og hjemmet (fx i form af ting man kan sove på). I installationen Store krop byggede hun en væg af brugte madrasser og hynder mellem to søjler i rummet. Materialerne blev stablet fra gulv til loft, men også bukket og foldet om sig selv og ind i hinanden. Madras-væggen fik på den måde en koncentreret, kaotisk energi. Det var både muligt at se den som samlet kollektiv ting og som en sammenstykning af individuelle ting med hver sit væsen og udtryk.
I udendørs installationen I Love You / Eight Gaps var genbrugstøj og tekstiler i stedet sirligt foldet og stablet i tynde rum mellem en række metalskure på række. Man kunne sige, at begge typer af foldning på en måde er anti-æstetiske. Det minder mest af alt om almindelige måder at sortere og pakke tøj fx i ens eget tøjskab, når man enten har travlt eller god tid. Det er ubevidste eller automatiserede former for sortering, som man måske først kan se, når man tager dem ud af deres funktionelle sammenhæng. Når tøjbunkerne indsættes i fremmedartede kontekster bliver det også muligt at opleve dem som narrative rum. Man kan spørge hvilket eget univers de tilhører - hvilke virkelige eller fiktive situationer, der går forud for og følger efter deres eksistens.
Noget andet som falder i øjnene er værkernes ofte store skala og mange bestanddele. Skalaen og mængden af ting er med til at sprænge værkernes referenceramme fra enkeltpersoner til familier til mere omfattende fællesskaber. Det virker vigtigt, at materialerne er relativt anonyme. De kunne stamme fra hvem som helst og komme hvor som helst fra. Som brugte ting indeholder tøjet spor af tidligere liv, men som anonyme fragmenter taler det måske i lige så høj grad om glemsel og forsvinding. I stofrelieffet Verdens navle minder foldernes fine linjer om et stort fingeraftryk og stiller spørgsmål om sammenhængen mellem tøj og identitet.
Stof aktiverer både ens følesans og erindring. Selv om man som tilskuer ikke normalt må røre kunstværker, kan man stadig godt se dem taktilt. Luce Irigaray formulerer det et sted som at "se med huden". Der er måske en parallel mellem tøjets organiske nuancer og forskellige hudfarver. I andre værker resonerer tøjets indfarvning mere med den omgivende arkitektur eller med himlen. Installationen Perlemor på Sydhavn Station var en serie af indfarvede Lycra-stofstykker klemt inde bag akrylplader. Stofbillederne fremstod som rå abstrakte "malerier", men de virkede også som spontane handlinger fikseret i tid, et sted mellem glamour og skrald.
CTs værker er omgivet af en form for beskidt eller nedslidt aura. Ifølge Walter Benjamin er auraen ellers det, der forsvinder, når ting bliver reproduceret og forvandles til kopier. Stofbunkerne er i princippet også masseproducerede kopier uden originaler. Men ved at foldes og stables som de gør, nænsomt, undersøgende eller nogle gange voldsomt, bliver de også til originale og mystiske ting, ladet med mening. Auraen i tingene virker dog ikke som en overjordisk aura. Den er mere sammenlignelig med den form for mærkelighed en hverdagsting kan få, hvis man et øjeblik glemmer, hvorfor den er til.
–Magnus Thorø Clausen