Vanishing Act
31 January - 1 March 2025

Nicky Sparre-Ulrich
Hvordan konstrueres historien? Hvem bestemmer, hvad der gemmes eller glemmes? Hvad der ses, og hvad der sløres? Udstillingen Vanishing Act er en poetisk og kritisk undersøgelse af hukommelsens og historiens skrøbelighed. Med udgangspunkt i Nicky Sparre-Ulrichs egen familiefortælling folder udstillingen sig ud som figurerne i en matrjosjka-dukke – hvert betydningslag deler sig for derpå at afsløre det næste, og tilsammen trækkes der tråde mellem den helt nære, intime familiefortælling og globalpolitiske spørgsmål om sandhedens betydning i en ‘post-truth’ tidsalder.



Da Rusland for knap tre år siden invaderede Ukraine, blev det en anledning for Nicky Sparre-Ulrich til at se nærmere på sit eget ophav og familiehistorie – særligt en bestemt gren af familien, der igennem generationer boede i Odessa, og vis liv på mange måder fletter sig ind i nutiden – dels i kraft af Sparre-Ulrichs fars omfattende slægtsforskning, dels – og dog vigtigst i denne sammenhæng – en række malerier af den russisk-ukrainske impressionist Leonid Pasternak (1862-1945). Leonid Pasternak var Sparre-Ulrichs oldefars onkel og har, i det omfang man kan bruge udtrykket ‘altid’ i en udstilling, der handler om historie, altid hængt i Sparre-Ulrich’ernes familiehjem. Pasternak og hans kunstneriske virke har således haft en vis tilstedeværelse i Nicky Sparre-Ulrichs bevidsthed fra barnsben, og fortællinger om ham og hans berømte forfatter-søn Boris Pasternak har fået en næsten mytisk karakter i familien.

I udstillingen Vanishing Act (dansk: Forsvindingsnummer) danner et udvalg af Pasternaks portrætmalerier forlæg for en række nye værker, hvor Sparre-Ulrich, som en anden tryllekunstner, har udvisket eller sløret ansigterne på de portrætterede. Malerierne er nænsomt og minutiøst bearbejdede og fremstår vibrerende og dynamiske som værker i egen ret. De røde sidekanter skaber en tredimensionel fornemmelse, der på én gang understreger værkernes sammensatte karakter og subtilt forankrer dem i en kontemporær kontekst. De hjemlige, intime scener – en læsende kvinde, en mand ved sit skrivebord, brødre skulder ved skulder i familiesofaen – bliver til fragmenterede fortidståger, der møder beskueren som anonyme omrids af noget, der var. Opløsningen af portrættet og maleriets oprindelighed henleder tanken på en passage i den russiske forfatter Maria Stepanovas roman Til Minde om Erindringen: “Fortiden er blevet til fortider: parallelt eksisterende lag eller versioner, der ofte kun har meget få berøringsflader. Hårde kendsgerninger bliver vokssagtige og kan modelleres. Ønsket om at huske, genskabe, etablere går nemt hånd i hånd med en ufuldstændig viden om og forståelse af fortiden.” Værkerne peger hermed ikke kun på kunstnerens evne til at skabe illusoriske verdener, men også på, hvordan både hukommelse og historie er under konstant forhandling og manipulation.

Det forhold, at historien og hvad vi opfatter som ‘virkeligheden’, er plastiske størrelser, betyder, at billedmanipulation er, og har været, et magtfuldt og effektivt værktøj til politisk propaganda. I sin helt spæde research til udstillingen faldt Sparre-Ulrich over bogen The Commissar Vanishes, der dokumenterer, hvordan Stalin brugte billedmanipulation til at fjerne embedsmænd eller andre ‘uhensigtsmæssige’ personer fra historien. Bogen viser eksempler på, hvordan der er blevet skabt fotorealistiske malerier af fotografier, hvor én eller flere personer er blevet fjernet, for derefter at tage et billede af maleriet og få det fremkaldt som en ny original. Denne form for elimination fra historien fornemmes i grunden som meget voldelig, og man tænker med rædsel på, hvordan begreber som ‘fake news’, ‘deep fake’ og ‘disinformation’ former vores politiske virkelighed i dag. Udstillingen ophøjer sig således fra den personlige fortælling og den formelle kunstneriske undersøgelse af forholdet mellem maleri og fotografi, til en højaktuel kommentar til vores samtid.

Malerierne er klassisk ophængt i udstillingsrummet med undtagelse af ét, værket Cloud, der er monteret på et spejlfolie-loft. Motivet er, ligesom de resterende værker, baseret på ét af Leonid Pasternaks portrætter (dog meget zoomet ind), men her er det ikke ansigtet, der er udvisket, men baggrunden omkring, der går i opløsning. Et par øjne kigger gennem en sky og ned på beskueren, og man bliver grebet af en fornemmelse af, at man bliver overvåget. Beskuerens eget blik og observerende krop reflekteres i spejlet og bliver en del af den samlede komposition, der forener motiv, beskuer og omverden i ét. Sparre-Ulrich tydeliggør her kompleksiteten i arbejdet med det historiske materiale og forbinder det til en samtid, hvor overvågningssamfundet er på sit højeste. Blikket fra skyen er en påmindelse om, at der er noget større end os selv – om det er noget guddommeligt eller den ‘digitale sky’, er op til beskueren selv at vurdere.

Tekst: Nanna Sparre-Ulrich Balslev Strøjer

*Maria Stepanova, ’Til Minde om Erindringen’, 2017, oversat til dansk af Trine Boesen i 2022. Forlaget Palomar.

Thanks to Statens Kunstfond & Rådet for Visuel Kunst
Photos: Brian Kure